Greenwashing kan handlingslamme bestyrelser
Frygten for anklager om greenwashing kan handlingslamme bestyrelser
Der kunne være meget inspiration at hente hos hinanden, hvis virksomheder i højere grad turde fortælle om deres ESG-bedrifter.
Frygten for at blive beskyldt for greenwashing eller pinkwashing får formentlig de fleste bestyrelser eller ledere til at holde vejret og stramme læberne. For bliver man trukket gennem sølet i folkedomstolen for at pynte på sine ESG-resultater, kan det, med rette, være utroligt ødelæggende og lammende for en virksomhed.
Men frygten kan, som med al andet frygt, gøre os handlingslammede, og måske endda uden grund. For bare fordi man ikke er i hus med alle sine ESG-mål, betyder det ikke, at man ikke kan fortælle om sin rejse, om delmål, om sine erfaringer og ambitioner.
Der kan være god mening i at kommunikere om ESG-mål og -resultater. Dels kan det styrke tilhørsforholdet hos eksisterende kunder og partnere, dels kan det tiltrække nye, som er på udkig efter en virksomhed med services eller produkter, og som kan stå på mål, når det kommer til bæredygtighed.
Så hvorfor er det, at vi ikke bare råber det fra byens tage, når vi har gjort noget godt, har fået styr på plasthåndteringen eller har fået sikret kønsdiversiteten i bestyrelsen?
Jo. Der har været flere uheldige sager. Hvor virksomheders lidt for pyntede beskrivelser af egne ESG-fortræffeligheder kom frem i lyset, og det har ikke været klædeligt – til tider har det være decideret skadeligt.
Men sagen er, at mange af de sager handler om, at det for bare få år siden var en relativt gratis omgang at slynge udtryk som ”klimavenlig”, ”klimagris og ”bæredygtigt valg” ud til højre og venstre. Og da vindene skiftede, og der langt om længe kom både sociale og lovgivningsmæssige krav om ansvar og dokumentation, var det mange af disse bedagede postulater, som sendte virksomheder i stormvejr.
Men det betyder ikke, at vi intet kan sige, før alle kuglepenne ligger helt lige i skufferne og alle mål er nået. Virksomheden skal bare huske at have dokumentation for det, der kommunikeres.
Og inden der kommunikeres noget som helst om ESG, skal virksomheden få styr på baseline. Før den er på plads, kan virksomheden selvsagt ikke kommunikere om udviklingen, og budskaberne kan dermed nemt blive for luftige.
Der kan være en stor styrke i at kommunikere om udviklingen inden for ESG, og det kan både komme brandingen og omsætningen til gavn. Man skal bare både kunne ”tell and show”. Hvis bestyrelsen kan dokumentere alt det, den kommunikerer, har den intet at være bange for. Stil jer op på det tag, og vær stolte af, hvor langt I er kommet – også selvom der er et stykke vej endnu.